Praksisfortællinger

Praksisfortællinger

Susanne og Idun Mørch beskriver i bogen “Pædagogiske Praksisfortællinger” (2004), en række fortællinger, mennesker i pædagogisk praksis anvender, når de skal beskrive deres praksis.

Pædagogisk arbejde rummer ikke klare og entydige svar på enkle spørgsmål. Det er fyldt med dilemmaer. Pædagogens personlige kompetencer og skøn kommer ofte i centrum. Faglige problemstillinger må behandles i et fagligt fællesskab. Gennem sproget kan en personalegruppe finde frem til fælles forståelse eller fælles virkelighed. Dette r en vigtig del af alt samarbejde, og nødvendigt for at institutionen kan fastlægge, udvikle og formidle mål og metoder. Fortællinger om det, der lykkes, og det, der ikke lykkes, skaber en fælles referenceramme, afdækker værdier, giver identitet og begrunder handlinger. Fortællingen kan for både lytter og fortæller have forløsende, bearbejdende, strukturerende samt menings- og identitetsskabende perspektiver.

Praksisfortællingen er stedfortrædende erfaring.
Når vi gensidigt fortæller hinanden om vores oplevelser, inviterer vi lytteren ind i en fælles oplevelsesverden, så vi ikke længere står alene med det, der er hændt, og med det, vi har gjort eller tænkt. Vi oplever vi andre perspektiver end vores eget.
Udgangspunktet er, at vi ikke kan skabe en fælles forståelse uden at kunne lytte og fortælle. Fortællinger indbyder til forhandling af mening mellem forskellige tilværelsestolkninger. Vi kan bruge fortællinger til at udvikle det refleksive, til at forstå, at meningsskabelse er en proces som foregår i dialog. Vejlederen kan bruge fortællinger til problemløsning og som hypoteser om mulige måder at forstå og tackle vejledningsudfordringer med.

Forskellige typer af praksisteori-fortællinger

Solskinshistorien (fortællingen om det, der gør det hele værd)

Dafolo har udgivet denne skabelon, der kan bruges til at etablere praksisfortællinger.

Succesfortællingen (fokus på egne bestræbelser på at nå et mål)

Vendepunktfortællingen (fokus på nye opdagelser, noget usædvanligt)

Vanefortællingen (negativt, ureflekteret gengivelse af handlinger)

Kontrastfortællingen (som vane, blot fra andet synspunkt)

Brølere (fortællinger om nederlag, ofte godt skjult, ville gerne have undværet)

Den problemorienterede fortælling (dilemma, problemstilling, tvivl, spørgsmål)

Den følelsesorienterede fortælling (episoder med stærkt følelsesmæssig pres)